Nyhed

The Psyke Project får international bookingaftale

Den danske hardcore-gruppe har netop skrevet kontrakt med et af Europas største bookingselskaber, First Contact Agency

Det seneste udspil fra The Psyke Project, "Dead Storm", har vakt stor opmærksomhed i både ind- og udland, og nu har det London-baserede bookingselskab First Contract Agency også fået øjnene op for de danske drenges potentiale. De har i forvejen navne som Nightwish, EyeHateGod og Akon i stald, og talsmand for agenturet, Tom Boden, er meget begejstret for at have The Psyke Project med om bord. Han udtaler i en pressemeddelelse:

"Jeg er meget begejstret for at have danske The Psyke Project på vores hold. "Dead Storm" er nok det tungeste album, jeg har hørt i de sidste 12 måneder, og bandet er ganske enkelt fantastiske live. Jeg ser i høj grad frem til at arbejde med disse fine fyre i fremtiden."

The Psyke Projects trommeslager Rasmus Sejersen er mildest talt også tilfreds med den internationalt dækkende kontrakt, der vil være med til at sikre gruppen bedre eksponering på det udenlandske marked:


"Aftalen med First Contact Agency er et resultat af længere tids møder og forhandling. Det faktum, at vi lavede et godt album, har gjort det muligt at etablere kontakt med selskabet og snakke fremtid. First Contact Agency arbejder med både metalbands og popartister, hvilket gør dem til det stærke og enorme netværksbaseret selskab, som de er. I forlængelse af dette håber jeg, at det nye samarbejde kan åbne op for nye potentielle samarbejdsmuligheder for andre danske artister på det engelske marked. Metalbands eller ej."

Allerede i næste måned begiver The Psyke Project sig ud på en Europa-turné, der inkluderer ni datoer i Storbritannien, og en enkelt i henholdsvis Belgien, Tyskland og Norge, samt en koncert på hjemmebane i København.

Koncerten i København finder sted i The Rock, onsdag den 31. marts klokken 20.00, hvor de skal spille med Nachtmystium. Billetterne er endnu ikke i salg, men det sker inden længe.


ANNONCE