x

Rumpistol og Bjørn Svin giver ekstra-koncerter

Rumpistol og Bjørn Svin giver ekstra-koncerter

Som vi tidligere har kunnet berette, fusionerer tre af Danmarks største og mest respekterede elektroniske musikere, Bjørn Svin, Rumpistol og Mofus, til marts, med turnéen "Perler For Rum-Svin Tour". Med hele ti planlagte shows var der allerede lagt op til et brag af en danmarksturné, men ti koncerter skulle vise sig ikke at være tilstrækkeligt, for der har været så stor efterspørgsel på billetter, at der nu er lagt tre ekstra datoer til programmet.

Bjørn Svin (billedet) har siden sluthalvfemserne markeret sig stærkt på den danske elektro-scene med albummene "Mer Strøm" og ikke mindst albummet "Benene På Nakken", der fik hele seks stjerner i GAFFA. Han er i øvrigt snart albumaktuel igen. Det nye udspil "Brown" udkommer mandag den 1. marts, altså lige inden turnéen sparkes i gang.

Rumpistol har også haft æren af at få topkarakterer af GAFFA, der roste sidste års album "Dynamo" til skyerne. Et proppet telt til dette års Roskilde Festival bevidner også om, at electronica-produceren og label-bossen har en stor fanskare i sit hjemland. Publikum kan se frem til at opleve Rumpistol på scenen med en live-strygersektion, når "Perler For Rum-Svin Tour" sætter i gang i foråret.

Mofus har de seneste år markeret sig tydeligt som en meget alsidig elektronisk musiker og har foruden velkendte remixes af Nephew, Mikael Simpson og Trentemøller arbejdet sig fra blød elektropop over i en mere guitarbaseret genre.

Ud over de tre vil der være to dj's med i tourbussen, nemlig DJ Kenn Waehrens og DJVJ (med det borgerlige navn Pernille Krog Mogensen).

Der kan købes billetter til turnéen via GAFFA Live, og det fulde turnéprogram kan ses nedenfor.

4/3 - Hillerød, Klaverfabrikken
5/3 - København, Vega
6/3 - Slagelse, Badeanstalten
13/3 - Køge, Tapperiet
18/3 - Århus, Train
19/3 - Haderslev, Månen
20/3 - Vejle, Bygningen
25/3 - Ålborg, Studenterhuset
26/3 - Pitstop, Kolding
27/3 - Odense, Studenterhus

Ekstra-koncerter:
29/4 - Horsens, Kulisselageret
30/4 - Albertslund, Forbrændingen
1/5 - Bredsten, Engelsholm Højskole


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA