Nyhed

Ny rockklub i Lades Kælder

Nu slår Lades Kælder dørene op for den nye klub Teori & Praksis, der primært vil koncentrere sig om snævre rockgenrer

Det er befriende at se, at der trods grå hår og finanskrise stadig sker nye musikalske tiltag ude i det ganske land, og nu er endnu et udspil annonceret. Nu inviterer en ny klub kaldet "Teori & Praksis" nemlig til koncert, når en række endnu ikke så kendte rockbands indtager scenen på Lades Kælder.

Klubben er primært opstået som følge af, at det hedengangne Klub Adorno - som gennem de sidste par år har forsynet københavnerne med koncerter på Lades Kælder - slog hasperne for lige inden jul. Det åbnede muligheden for en ny klub, der tyvstartede tilbage i november, hvor Brightblack Morning Light erobrede scenen. Klubben åbnes dog først officielt i den kommende vinterferie.

Klub Adornos genremæssige niche var math-rock, og den vil Teori og Praksis også koncentrere sig om, men deres intention er at skyde spredehaglene lidt mere ud, og således også præsentere musik, der befinder sig indenfor genrer som folk, indie og metal i forskellige afskygninger. Som regel vil hovednavnet være ledsaget af et eller flere danske opvarmningsbands.


Manden bag den nye klub, Morten Ogstrup Nielsen, udtaler sig i en pressemeddelelse om det nye tiltag:

"Det er for mig at se en ekstremt vigtig post i det københavnske kulturliv, da vi præsenterer publikum for udenlandske bands, der måske lige nu er for små til at spille på de lidt større spillesteder, men som alligevel er af utrolig høj kvalitet. Det er ikke nogen hemmelighed, at programmet helt klart henvender sig til den relativt lille gruppe af folk, der rent faktisk har disse bands i rotation på pladespilleren derhjemme, men målet er ikke at lave en lille indspist klub kun for de indviede".

Han fortæller yderligere, at målet med klubben er at spotte små navne, der ved deres næste besøg i landet måske vil indtage et af de større spillesteder. På den måde giver Teori & Praksis folk mulighed for at opleve bands ved intime koncerter før deres gennembrud.


Teori Og Praksis åbner som skrevet dørene i vinterferien, nemlig tirsdag den 16. februar, hvor scenen vil blive overdraget til danske Iceage, der varmer op for det amerikanske noise-pop band Railcars (billedet), der normalt slår sine folder i Californien.

Det kommende program for klub Teori & Praksis kan ses nedenfor.

Program:


16/02 Railcars(us) + Iceage
05/03 Hey!Tonal(us) Cast Spells(us) The Conquering Light of Flora and Fauna + Trust
17/03 LAKE(us) + Adam McCormack
21/03 White Hills(us) Pontiak(us)
23/03 Pterodactyl(us) + Battle Bossanova
01/04 Little Claw(us) + Mescalin, Baby
04/04 Russian Circles(us) + Governor of Alaska + The Shaking Sensations
08/04 GNOD(uk) + oresund Space Collective
16/04 City of ships(us) + Rising + Whelm
20/04 Little Gold(us) The Pharmacy (us) + Kasper Kaae(CODY)
28/04 Papier Tigre(Fra) + Before The Show + Nightpass
30/04 Thrones(us) Nadja(ca) OvO(it)

ANNONCE