Tina Dickow fik to Robert-priser

Tina Dickow fik to Robert-priser

Tina Dickow har ifølge Danmarks Film Akademi lavet årets bedste danske filmmusik. Hun fik prisen for både Årets Originale Sang og Årets Score, og hun var den eneste kunstner, der var nomineret i begge kategorier. Det er første gang, hun laver musik til en film, og det er altså lykkedes så vel for den århusianske sangerinde, at hun i går kunne tage begge prisuddelingens musikrelaterede hædersbeviser med hjem. Hun var nomineret sammen med blandt andre Halfdan E og Maria Montell.

"Oldboys" er skuespilleren Nikolaj Steens instruktørdebut, men Dickow debuterer altså også med filmen, der i øvrigt ikke var nomineret i andre kategorier. Den handler om den midaldrende Vagns rejse fra selvudslettende, verdensfjendsk ligegyldighed tilbage til livet, kærlig- og værdigheden.

Hæder er ingen ukendt fornøjelse for Tina. Hun har tidligere modtaget blandt andet Kronprinseparrets Kulturpris, og P3-prisen, og i 2010 blev hun for tredje år i træk kåret til "årets danske sangerinde" af GAFFAs læsere.

Sidste år gik priserne til henholdsvis Jeppe Kaas for hans score til "Kandidaten", og Kira for sangen "Riders On The Freeway" fra filmen "Frygtelig Lykkelig". Men i år blev det altså Tina Dickow, der løb med de musikalske priser til årets Robert-uddeling.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA