Nyhed

Royal Metal Fest offentliggør program

Metalfestivalen favner genrens mange ansigter i deres hidtil største arrangement med navne fra hele Europa. Og Brasillien.

Der er både black metal, industrial, grindcore og klassisk heavy og fed rock'n'roll på årets udgave af metalfestivalen Royal Metal Fest, der afholdes på Voxhall i Århus d. 16.-17. april. Royal Metal fest er i år større end nogensinde.

Gamma Bomb fra Irland, polske Decapitated og amerikanske Lazarus A.D. er nogen af de bands, der i den skæbnesvangre april-weekend mødes med blandt andre århusianske Die, silkeborgensiske Dawn Of Demise og sønderjyske Disintegrated, for at hylde metalmusikkens mange facetter.

Royal Metal Fest startede i 2008 og byder på en weekend dedikeret til metalliske trommer og riffs, hvor fans og tilhængere af kulturen kan dyrke deres passion for et bredt udvalg af undergenrer.


Selvom festens fokus ligger på de mindre bands og deres respektive underkategorier, er der alligevel blevet plads til et af de helt tunge metalteams: brasilianske Sepultura er på plakaten. De udgav sidste år deres ellevte album, "A-Lex", der er en konceptplade bygget over Anthony Burgess' "A Clockwork Orange" fra 1962.

Britiske Burning Skies forsøger igen i år at nå festivalen i Århus. De har de sidste to år måttet aflyse, i 2008 på grund af en hjertefejl, mens det i 2009 var et overfald på forsangeren, der forhindrede bandet i at deltage.

Fra Tyskland kommer bandet Sodom, der igennem mere end tyve år har tilkæmpet sig et dedikeret kultpublikum og inspireret mange nye bands inden for forskellige metalgenrer. Sodom kommer fra Ruhr-distriktet og er kendt for deres særlige "arbejdermetal." Forsanger Tom Angelripper startede nemlig gruppen for at slippe ud af det opslidende arbejde i kulmineindustrien.


Danske The Kandidate, der er en sammensmeltning mellem Hatesphere-forsanger Jacob Bredahl og det hedengangne The Downward Candidate, vil også deltage i munterhederne i selskab med nyligt genforenede Onslaught fra England og amerikanske Crowbar fra New Orleans.

Læs om festen på arrangørens hjemmeside.

Fuldt program:


Decapitated (POL)
Lazarus A.D. (US)
Sepultura (BRA)
Sodom (DE)
Belphegor (A)
Vreid (No)
Crowbar (US)
Onslaught (UK)
Gamma Bomb (IE)
The Ocean(G)
Burning Skies (UK)
In-Quest (Bel)
Bullet Train Blast (DK)
Dawn of Demise (DK)
Disintegrated (DK)
Die (DK)
Koldborn (DK)
The Kandidate (DK)

ANNONCE