Nyhed

Panik efter Janet Jackson-bryst-flash til Super Bowl

Alle implicerede beklager tv-transmitteret topløshed. Fanhjemmesider bryder sammen.

Et bart bryst på tv er ikke noget, man bryder sig om i Guds eget land. Alle implicerede parter beklager i hvert fald stærkt, at Janet Jacksons ene bryst blev vist utilsløret til millioner af tv-seere ved gårsdagens Super Bowl-finale i amerikansk fodbold i Houston, Texas. I halvlegen optrådte Janet Jackson og havde Justin Timberlake med som surprise-gæst. Under deres performance kom Timberlake til at røre Jacksons læder-outfit, der gled ned, så hendes ene bryst blev vist frem for de 72.000 tilskuere og anslået 800 millioner seere.

"Jeg beklager, hvis nogen blev anstødt af tøj-funktionsfejlen (ja, sådan sagde han, hvis man oversætter direkte)," sagde Timberlake i en officiel udtalelse. "Det var ikke planlagt og er beklageligt."

Tv-transmissionen af musikken i halvlegen blev produceret af MTV i samarbejde med CBS (der producerede transmissionen af selve kampen), og begge stationer har offentligt dybt beklaget hændelsen. Vicepræsidenten for National Football League har ifølge undercover.com.au sagt, at han er dybt skuffet over MTV’s produktion, og at han ikke regner med, at MTV får lov til at producere musikindslagene ved fremtidige Super Bowl-arrangementer.


Janet Jackson er endnu ikke kommet med en officiel udtalelse, men en talsmand for hende har beklaget episoden over for mtv.com.

Super Bowl er med de ca. 800 millioner tv-seere på verdensplan et af de mest sete tv-programmer overhovedet.

Hjemmesider under pres
Først på eftermiddagen mandag var flere Janet Jackson-fansider bukket under, som følge af den enorme interesse for Super Bowl-episoden.


Sangerindens officelle hjemmeside janet-jackson.com forekommer sammenbrudt, og på den uofficielle fanside miss-janet.com hedder det i en lakonisk meddelse på forsiden, at "den enorme interresse for Janets optræden på Super Bowl har mangedobelt vores trafik, hvilket vore servere ikke kan håndtere. Kom venligst tilbage senere på dagen"...

Janet Jackson har i øvrigt netop udsendt singlen "Just A Little While" fra hendes kommende, ottende studiealbum "Damita Jo", der er på gaden 30. marts.

ANNONCE