x

C.V. Jørgensen til Skive Festival

C.V. Jørgensen til Skive Festival

I dag har Skive Festival offentliggjort yderligere tre navne til deres program. Der er trubadurpoesi, fællessang og djævledans på plakaten til arrangementet, der sidste år ændrede navn fra Beach Party til Festvial.

C.V. Jørgensen gjorde sidste år comeback i Århus Festuge efter syv års pause fra showbusiness og fortsætter på livescenerne i år. Derfor er der nu mulighed for at opleve de syregrønne evergreens på egen krop, når trubaduren lægger vejen forbi Strandtangen til juni. Carsten Valentin er ikke bare en anerkendt musiker, men også en højt agtet tekstforfatter, der - især på sine plader fra 70'erne og 80'erne - er kendt for sin bidende samfundssatire og til tider altoverskyggende sortsyn, hvorimod han er blevet lidt mere eftertænksom på sine ældre dage.

Infernal blev for alvor kendt på dansegulvet, da deres russisk inspirerede "Kalinka" ramte hitlisterne i 1998. Siden trampede de ind over hitlisterne med sange som "Voodoo Cowboy" og "Muzaik," men det var faktisk først med 2004's "From Paris To Berlin," at festen blev rigtig ustyrlig. De sidste mange år har gruppen bestået af Lina Rafn og Paw Lagermann og deres seneste album, "Electric Carbaret" udkom i 2008.

Big Fat Snake spiller endnu. Trods interne stridigheder og splid står gruppen stadig oprejst, og er klar til at vælte festivalen med syng-med-musik for syvende gang. Med sig har de, ikke Peter Viskinde, men materialet fra det sidste nye album med den ordspillende titel "What is Left is Right."

De første navne til Club Støj, festivalens elektroniske scene, afsløres sidst på ugen.

Billetsalget er i fuld gang via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA