Nyhed

Megadeth-bassist vender tilbage

Det er otte år siden Dave Ellefson forlod metalbandet Megadeth, men nu er han tilbage

Drengene fra det amerikanske trash-metal band Megadeth byder efter otte år deres originale bassist Dave Ellefson velkommen hjem. Det offentliggjorde bandet i går på deres hjemmeside. Megadeth påbegynder en stor, verdensomspændende turné af et halvt års varighed den 1. marts, og fordi Ellefson forbliver en fast del af bandet fra nu af, bliver det også den nye/gamle konstellation med Ellefson bag bassen, man kan opleve til deres koncert i Danmark, når de i juni måned gæster Copenhell Festivalen.

Bandets forsanger fortæller på hjemmesiden, at bandets genforening med Ellefson viser hvor broderligt et bånd, der er mellem drengene i Megadeth, og at bassisten simpelthen hører til i bandet. Derudover takker han James LoMenzo, der har fungeret som stand-in for Ellefson, mens han har været borte.

Ellefson udtaler sig også selv om sin hjemkomst:


"Det er et stort øjeblik for os, både for bandet og for vores fans".

Der er som sagt mulighed for at opleve bandet til Copenhell Festival, der afvikles i København den 11. og 12. juni, og billetter kan købes via GAFFA Live.

 


ANNONCE