Nyhed

The White Stripes misbrugt af hæren

Duoen føler sig voldtaget af det amerikanske flyvevåben. Deres sang "Fell In Love With A Girl" bruges nemlig uden tilladelse i en ny reklame for styrkerne.

Amerikanske The White Stripes fik sig en uhyggelig overraskelse under weekendens Super Bowl. Her kunne de nemlig se deres eget 2001-hit "Fell In Love With A Girl", der normalt ledsages af billeder af spillende legofigurer, i en noget anderledes indpakning.

I stedet for stopmotion med dansende byggeklodser, var det nu bombefly og jægersoldater, der udgjorde billedsiden. Det var nemlig det amerikanske luftvåbens særlige krigsreserver, Air Force Reserve, der havde valgt at bruge nummeret i en af deres reklamer. En reklame, lavet for at hverve unge, håbefulde borgere til krigen i Irak, krigen i Afghanistan, eller andre eventuelle krige, nationen måtte blive indblandet i. Men hverken White Stripes eller pladeselskabet, XL Records, havde givet tilladelse til brugen, og nu er reklamen forsvundet fra internettet.

Men hvis AFR havde søgt om tilladelse, var reklamen nok aldrig blevet lavet. Jack og Meg White tager nemlig afstand til styrken og dens eksistensgrundlag.

"The White Stripes er stærkt fornærmede og protesterer mod denne reklame, som giver indtryk af, at vi har givet tilladelse til, at en af vores sange bliver brugt til rekruttering til en krig, som vi ikke støtter," skriver de på gruppens officielle hjemmeside.


Ifølge gruppen er der tale om en genindspilning af hittet fra "White Blood Cells"-pladen. Ifølge Fast Forward, bureauet, der står bag reklamen, vidste man hos dem intet om, at sangen var et plagiat.

"Vi er bare et videoproduktionshus, der bruger forskellige freelancere til forskellige fora, og da the Reserves kom til os, foreslog jeg musikeren Kim Craft," fortæller ejer Michael Lee til magasinet E! News. "Han vidste ikke noget om White Stripes sangen, og det gjorde jeg heller ikke før i morges."

ANNONCE