Nyhed

Efterklang på Roskilde

Efterklang får følgeskab af Casiokids og Lindstrøm & Christabelle, når de gæster dyreskuepladsen til sommer

Den norske pendant til danske Spot Festival hedder by:Larm og afvikles i næste uge, og i anledningen af den har Roskilde i denne uge valgt at offentliggøre to norske navne, nemlig Casiokids og Lindstrøm & Christabelle. Derudover har de tilføjet danske Efterklang, som i næste uge gæster den norske branchefestival.

Det er ikke første gang, norske Casiokids gæster festivalen i Roskilde. Tilbage i 2008 spillede de nemlig på Pavillion Junior-scenen. Casiokids er kendte for at have deres helt egen lyd, og så er de absolut ikke kræsne omkring deres publikum. Faktisk afholdte bandet deres første releasefest i en børnehave, og bandet har tidligere udtalt i et interview med GAFFA, at de ønsker at appelere til hele aldersspektret, fra børn til gamle. Man kan med Casiokids glæde sig til en god blanding af elektropop, afrikanske rytmer og meget andet.

GAFFA offentliggjorde i går nye detaljer omkring den danske kvintet Efterklangs kommende album, og derudover oplyste vi, at gruppen kun skulle optræde til tre danske koncerter ud af de 46, der er bekendtgjort på deres tourplan. Derfor vil det sikkert glæde mange, at endnu en dansk koncert er føjet til plakaten. På Roskilde kan man se frem til nye toner fra Efterklangs kommende album "Magic Chairs", som bevæger sig længere væk fra kammermusikken og over i en mere moderne lyd, end man er vant til at høre fra den danske kvartet.


Slutteligt er norske Lindstrøm & Christabelle føjet til programmet, som flere gange er blevet beskrevet som en moderne variation af Donna Summer. Det er sexet og klichéfyldt samtidig med, at det er smagfuldt og velproduceret. Så slå et smut forbi Hans-Peter Lindstrøm, når han sammen med sangerinden Christabelle vil tage dig med tilbage til 70'ernes og 80'ernes poppede toner.

På årets Roskilde Festival kan man desuden se frem til navne som Jack Johnson, Muse, Pavement og Elektrojuice. Se alle de offentliggjorte navne på Roskilde Festivalens officielle hjemmeside.

Roskilde Festival løber af stabelen fra den 1-4 juli og billetter kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE