x

Analogik laver spilmusik

Analogik laver spilmusik

Det første danskproducerede spil til Nintendo Wii, "Max & The Magic Marker," indeholder udelukkende musik fra det semielektroniske Balkan-band Analogik. Spillet er et såkaldt minigame, der koster 75 kroner, og downloades via den "Wii Shop Channel," der findes på maskinen.

Musikken, drengene har fremtryllet, er helt i stil med de særlige, analoge elektrobeats, deres plader er kendt for, og fans og andre gamere kan få en forsmag på det og spillet på spillets hjemmeside.

Historien handler om den tegneglade dreng Max, der en dag får tilsendt en orange tusch med posten. Nogen videre forklaring medfølger ikke, men Max kaster sig ufortrødent ud i at teste tuschens egenskaber. Han tegner et monster, og opdager snart, at hans nye redskabs kunnen ligger lidt ud over, hvad man normalt kan forvente af en orange markeringspen. Monsteret forlader nemlig sin plads på papiret, og da Max forsøger at stoppe det, hives han selv ind i den tegnede verden. Herfra skal han så kæmpe sig vej ud i friheden igen, og der skal tænkes, for tuschen er  hans eneste redskab. Til gengæld kan han tegne, hvad han vil; broer, vægtstænger og svingtov, for at komme forbi de forskellige forhindringer. Her er Wii-remoten selvsagt yderst velegnet.

"Max & The Magic Marker" er udviklet af det københavnske spilfirma Press Play, der i deres treårige levetid fortrinsvis har beskæftiget sig med flashspil, men altså nu er klar med deres første konsolproduktion.

Spillet har fået en del omtale rundt om i verden. Ikke mindst i Tyskland, hvor Analogiks fanbase også er støt voksende. Derfor drager gruppen i slutningen af måneden på tour i landet, og her får de selskab af dubdrengene fra Bo Marley.

Spillet udkommer også til PC og Mac. Her er prisen 115 kroner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA