Nyhed

Björks modedesigner er død

Alexander McQueen blev fundet død i sin egen lejlighed i går morges

Den engelske modedesigner Alexander McQueen begik i går, den 11. februar, selvmord ved at hænge sig. Der er eftersigende ingen mystik i sagen; det står klart for politiet, at ingen andre havde noget med McQueens død at gøre. McQueens mor døde for knapt en uge siden, og hun skulle begraves i dag, den 12. februar. Derfor skønner mange medier, at dette ligger til grund for, at McQueen ikke ønskede at leve mere.

McQueen er kendt for sine kontroversielle designs samt sit arbejde med en masse prominente navne gennem sin tid som modeskaber, heriblandt musikere som Björk, Lady Gaga, Rihanna og David Bowie.

Det er McQueen, der står bag det ekstravagante design til Björks fjerde studiealbum "Homogenic", og det er ham, der designede Union Jack-frakken, som David Bowie var iklædt på coveret til sin udgivelse "Earthling". Derudover designede han Lady Gagas kostumer til hendes musikvideo "Bad Romance". McQueen havde altså fuld gang i sin karriere til det allersidste, og underfundigt nok satte han punktum for sit liv lige på eller omkring tidspunktet for alverdens modeuger.


Det var desuden McQueen, der stod bag Janet Jacksons kostume til Super Bowl-koncerten i 2004, der som bekendt gik i stykker undervejs og forårsagede den begivenhed, der nu er kendt som "Nipplegate".

Modeskaberen formåede at være en af de yngste nogensinde til at vinde prisen for "Årets Britiske Designer", en pris, han vandt ikke mindre end fire år imellem 1996 og 2003.

McQueen ejer butikker i London, New York, Milano og Las Vegas, og nogle af verdens største kendisser iklædte sig ofte hans designs til store events, heriblandt Nicole Kidman, Penélope Cruz og Sarah Jessica Parker.


Alexander McQueen blev 40 år.

ANNONCE