Nyhed

Volbeat til Copenhagen Live

Andet navn til den københavnske endagsfestival er nu på plads i form af Volbeat

I november annoncerede folkene bag den københavnske endagsfestival Copenhagen Live Rammstein, og nu er andet navn klar til festivalprogrammet. Det drejer sig om Volbeat, der denne sommer primært spiller internationale jobs, men alligevel har sagt ja til at spille til Copenhagen Live 2. juni.

I en pressemeddelelse fremgår det, at dette bliver "det danske bands eneste sommer-optræden på Sjælland i år", og om den kommende koncert siger sanger Michael Poulsen:

"Vi glæder os meget til Copenhagen Live - vi har ikke spillet i Danmark længe, og det bliver en fornøjelse at spille for så mange mennesker i København! Samtidig skal vi optræde med vore labelmates Rammstein, så Amager bliver aldrig det samme bagefter...".


Udover heftig turnévirksomhed er bandet også i gang med at forberede deres fjerde album, der har en planlagt udgivelsesdato i september 2010.

Både Rammstein og Volbeat kan opleves 2. juni på 10-øren på Amager Strandpark, hvor der vil være plads til 20.000 gæster. Billetter til arrangementet kan købes via Billetnet.

ANNONCE