Årets udgave af talentkonkurrencen Starfighters åbner for tilmelding i dag. 8 bands og solister skal kæmpe om koncerter, pladekontrakter og penge.
Er du solist eller med i et band, så er det tid til at fatte kuglepen og kuvert, og indsend dine tre bedste sange samt foto og pressemeddelelse til Skanderborg Festival. Så kan du/I stå på scenen til sommer til 2010-udgaven af Starfighters.
Du kan både have en, tre eller fem udgivelser i bagagen. Det kan også være, du ikke har nogen; bare du ikke har haft dit store gennembrud endnu. Det er kriteriet for at deltage i Skanderborg Festivals årlige talentkonkurrence, Starfighters, der hvert år præmierer de bedste bands med udgivelser og andre karrierefremmende midler. Og så skal dit materiale være originalt, naturligvis.
I år er præmiesummen skruet i vejret. Der er 500.000 kroner i puljen, og vinderen får udgivet en single/ep, samt muligheden for at spille koncerter på Skanderborg, Jelling og Nibe Festivalerne. Derudover smides der en ferie i Frankrig samt medvirken i et tv-portræt oveni puljen.
Selve konkurrencen løber af stablen d. 4. august på Skanderborg Festival. I år er begivenheden dog udvidet med semifinaler i Århus og Odense. De tre bedste bands spiller desuden i Tivoli, København til september.
Download ansøgning og få fuldstændig info på hjemmesiden
Tidligere vindere af Starfighters:
2003: Stomped
2004: Hookah
2005: Sidste Ambulance
2006: Surfact
2007: Troels Boberg
2008: Didium & The Black Bonnie Picture
2009: Oh Stacy