Nyhed

Rage Against The Machine offentliggør flere koncerter

Bandet giver nu både koncert i Dublin og til Rock Am Ring i Tyskland

Der er endnu ikke blevet offentliggjort en officiel Europa-turné for Rage Against The Machine, men med tilføjelsen af to europæiske koncerter virker det, som om bandet er ved at gøre klar til en længere sommervisit i denne del af verden. I hvert fald kommer kvartetten til London, Dublin og Nürnberg til juni.

Som tidligere nævnt her på GAFFA.dk giver Rage Against The Machine en gratis koncert i London 6. juni for at fejre, at de lå nummer et på den engelske singlehitliste i julen 2009. Men nu er der kommet yderligere to datoer på bordet, hvilket betyder, at man kan begynde at se tegningen til en regulær turné.

Bandet er nemlig blevet sat på som et af hovednavnene til den tyske Rock Am Ring-festival, der afvikles i dagene 3.-6. juni i den tyske by Nürnberg. Her skal de optræde sammen med navne som KISS, Alice In Chains, Rammstein og Muse, og det er dermed det første af indtil videre tre europæiske jobs.


Efter London tager bandet ifølge den irske musikavis Hot Press turen til O2 Arena i Dublin, hvor de går på scenen 8. juni. Billetsalget til denne koncert sættes ifølge Ticketmaster i gang fredag 19. februar.

Dermed er der altså tre europæiske jobs inden for en uge i juni, og forhåbentlig kommer der flere til.

ANNONCE