Nyhed

Kashmir går guld

Gruppens sjette album har nu solgt 15.000 eksemplarer, og gruppen er desuden klar med en ny video

I sidste uge gik Kashmir direkte ind på en førsteplads på den danske albumhitliste, og nu er der blevet langet nok eksemplarer over pladedisken til at udløse en guldplade til bandet. Dermed burde rigtig mange kunne synge med på de nye sange, når bandet sætter gang i deres Danmarksturné 1. april.

Bandet er desuden lige nu aktuelle med en ny video, der er lavet til den nye single "Still Boy". Den er instrueret af Jakob Printzlau, der udover at have lavet videoer for Hannah Schneider og Turboweekend også gør sig som frontmand i The Fashion. Sammen med Kasper Eistrup har han skabt en flot video med en interessant historie, som de beskriver som en slags "socialrealistisk pendant til Pinocchio".

Om videoen siger Kasper Eistrup i en pressemeddelelse:


"Det socialrealistiske aspekt i videoen er efter min mening kommet til at fungere rigtig fint. Videoen kan ses som vores personlige kommentar til hjemløse menneskers ulidelige livsvilkår i vores nærmiljø. Det kan være svært at forstå, at vi i et rigt land som Danmark ikke kan finde ud af at tage vare på vores egne tabte eksistenser".

Videoen til "Still Boy" kan ses på GAFFA.tv.

ANNONCE