Den elektroniske producer har det elektroniske popalbum "Standing On Top Of Utopia" på gaden og er både dj, Head Of A&R og producer på samme tid
Filuren, produceren og pladeselskabsmanden Kasper Bjørke har fundet tid i sin kalender til at lave opfølgeren til den roste debutplade "In Gumbo". Denne gang har der været fokus på flere akustiske instrumenter og et skridt væk fra, hvad Bjørke selv kalder "computerlyden". Det har resulteret i det elektroniske popalbum "Standing On Top Of Utopia", hvor en lang række venner fra nær og fjern hjælper den velkendte dj og producer.
GAFFA tog en snak med Kasper Bjørke i restauranten i Comfort Hotel Atlantic i Århus, efter han aftenen før havde spillet et vellykket job på Train med kollegaen Anders Trentemøller. Produceren og dj'en er ud over at lave sin egen musik også en travl mand på pladeselskabet Fake Diamond, og det var oplagt at spørge til Kasper Bjørkes mange arbejdsopgaver og valget med at udgive endnu et soloalbum oven i alle hans andre arbejdsopgaver.
– Jeg ser hovedsageligt mig selv som producer, hvilket jeg jo har været i hele min karriere. Det er stadig mit hovedvirke, men så er der bare kommet alle de her ting på undervejs. Fake Diamond-tingen startede, efter at jeg opdagede Oh Land via MySpace. Jeg hjalp hende med at starte sin karriere og lave den første plade, i den forstand at jeg hjalp med at finde co-producere, for Nanna (Øland alias Oh Land, red.) har jo selv produceret alt, men Peder, Opiate, Ormen og jeg var med til færdiggørelsen. På den måde kom jeg ind i Fake Diamond, da selskabet stadig var ganske nyt og stod og manglede en, der kunne skabe en artist-profil til selskabet.
Kan du fortsætte med at have alle dine forskellige "hatte" på?
– Jeg laver det hele samtidig, og det kan også være enormt stressende, og jeg arbejder døgnet rundt. Men det kan jeg egentlig meget godt lide, jeg kan godt lide at have travlt og arbejder alligevel meget via min computer og telefon. En stor del af mit arbejde i Fake Diamond er at finde nye bands og være med til at udvikle dem, men nogle bands har jo også allerede et album klart. Mit arbejde består mest i at skabe selskabets profil ud fra de navne, som jeg finder, og som jeg synes passer ind i "familien".
Albummet udkommer ikke på Fake Diamond, hvorfor ikke?
– Jeg havde ikke lyst til at komme til at stå i en situation, hvor jeg skulle vælge imellem at arbejde på min egen plade og en anden artist på Fake Diamond. Jeg ville sætte mig selv i et dårligt lys i den forstand, at så kunne en af de andre artister blive stødt over, at jeg arbejdede mere for min egen plade end for deres. Så for at skille vandene en lille smule, selvom det i forvejen er ret blandet sammen, kommer mit album i Danmark ud via A:larm, og i resten af verden via det tyske label hfn, et sublabel til Poker Flat, der blandt andet også har udgivet Trentemøller.