Nyhed

Aura Dione re-debuterer i hele Europa

Den internationale udgave af ”Columbine” lander i Danmark i dag. Snart følger resten af Europa efter.

I dag genudgiver dansk-spansk-færøsk-franske Aura Dione sit debutalbum "Columbine" i en ny, international version. Pladen indeholder tre nye sange, heriblandt en, der har været nummer et i Tyskland.

Da den 25-årige sangerinde for første gang tittede frem i pladebutikkerne i 2008, var det til stående ovationer fra stort set samtlige anmeldere. GAFFAs Leonora Christina Skov gav seks stjerner og sammenlignede Auras vokal med Tracy Chapman og Feist. "Aura danser af sted med sin stemme, sit personlige, men aldrig private tekstunivers og sin helt åbenlyse stil. International klasse fra en 22-årig dansker," lød det dengang, og nu kommer materialet altså til sin ret, når selskabet Music for Dreams i dag genudgiver pladen i en international version.

Siden sidst har Aura Dione opnået stor succes i Tyskland. Her har hun ligget nummer et med sangen "I Will Love You Monday (365)." Der er tale om en revideret udgave af sangen "I Will Love You Monday", fra første gang, "Columbine" var i trykken. Singlen har solgt mere end 150.000 eksemplarer, hvilket udløser guld i landet, der er verdens tredjestørste musikmarked. Det har blandt andet affødt en nyligt og vel overstået mini-tour med tilhørende skamrosning og live-optrædener i stort set alle tyske radio- og tv-shows. Slagerhittet har også klaret topplaceringer i Østrig og Schweiz.

På 2010-udgaven af "Columbine" finder man også to helt nye sange, der altså skal være med til at forføre masserne, når pladen snarest rammer resten af Europa. I Danmark udgives albummet via Music For Dreams og i resten af Europa via Universal Music.

ANNONCE