x

Bumsestilen udgiver den første af to nye plader

Bumsestilen udgiver den første af to nye plader

Det er ikke fordi bagkataloget fra de danske rappere, der går under navnet Bumsestilen, er overvældende stort - faktisk har de kun én udgivelse på CV'et, og det er godt fem år siden, at pladen "Naturligvis" blev sendt ud. Siden er trioen blevet reduceret til en duo, og til marts er de klar med den første del af en vinyl-duologi, "Ude Af Trit Med Flokken", og den beskrives i pressematerialet således:

"Langt væk fra den glamour-agtige MTV/Boogie verden, langt væk fra bling bling, stjernenykker og tidens hiphop toner finder man Bumsestilen. Bumsestilen har rødder i old school hiphop og kommer derfra, hvor man ikke søger til sidemanden for inspiration. At være original og have siden egen lyd er efterhånden en kliché, men når det kommer til bumsestilen kan det slet ikke diskuteres. I 2005 udgav gruppen pladen "Naturligvis" som blev modtaget positivt af både folket og anmeldere. Den var bl.a. månedens anbefaling på DR. Pladen er i dag en eftertragtet og udgået undergrunds klassiker. Siden 2005 er Bumsestilen gået fra en trio til en duo og består nu af Swab bag knapperne og Thomas T bag mikrofonen. Begge har udviklet sig meget og synes at have fundet sig selv og deres sted, i et miljø hvor folk ellers synes at fare ud i alle hjørner. Lyden er blevet mere elektronisk og teksterne en smule mere seriøse, men der er ingen tvivl om at trofaste fans af Bumsestilen og Thomas T på ingen måde vil blive skuffet over de nye udgivelser."

Den første del af "Ude Af Trit Med Flokken Part 1" kommer tirsdag den 23. marts, og kun på vinyl, omend der følger download-koder med, så folk kan høre sangene på mere bærbare medier end pladespilleren. Allerede nu ligger der en forsmag på albummet, sangen "Hvis I Kan Li' Det", til gratis streaming på deres officielle hjemmeside.  Det vides endnu ikke, hvornår anden del af duologien kan ventes i handlen.

Vil man gerne høre Bumsestilen live, holder de tre releaseparties, hvor de bakkes op af flere artister fra Echo Out, og hvor der vil være mulighed for at købe pladen. De finder sted i Esbjerg, Tobakken den 20. marts, i København, Loppen den 26. marts, og i Århus, Studenterhuset den 2. april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA