Nyhed

Montmartre genåbner til maj

Niels Lan Doky vender hjem til Danmark og åbner Københavns legendariske spillested Jazzhus Montmartre

Det gamle jazzspillested, Montmartre, som i særligt i perioden 1959 til 1976, hvor spillestedet var lokeret i Store Regnegade, blev et vigtigt punkt på den internationale jazzscene, bliver genåbnet i de gamle lokaler i nr. 19A af Rune Bech og jazzpianisten Niels Lan Doky, der samtidig vender hjem til København efter at være bosat i Paris i en årrække.

Miljøet omkring Montmartre i Store Regnegade tiltrak i 60'erne de store amerikanske stjerner, og nogle af dem - Stan Getz, Dexter Gordon, Ben Webster, Kenny Drew, Ed Thigpen med flere - slog sig endda ned og blev boende i København. I den periode spillede de amerikanske solister med et husorkester, som blandt andet talte senere vigtige danske figurer som Alex Riel, Palle Mikkelborg og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Desuden har spillestedet lagt lokaler til utallige jazzudgivelser gennem tiden. I 1976 lukkede Montmartre i Store Regnegade men åbnede kort tid efter i Nørregade, inden stedet helt lukkede i 1995 og tragisk nok blev omdannet til et Crazy Daisy-diskotek.

Rune Bech og Niels Lan Doky afslører på et pressemøde senere her til formiddag flere detaljer om genåbningen, men indtil videre forklarer de i en pressemeddelelse, at spillestedet bliver styret på non-profit-basis.


Netop Niels Lan Doky debuterede i 2004 som filminstruktør med dokumentaren "Between A Smile And A Tear - A Tribute To The Montmartre", og i den forbindelse blev Jazzhus Montmartre genåbnet for to aftener. De to stiftere bliver en del af den daglige gang på spillestedet med Doky som musikchef og Bech, som kommer med erfaringer fra mediebranchen, som administrerende direktør.

Symptomatisk for begivenheden udgiver Niels Lan Doky i dag albummet "Return To Denmark".

ANNONCE