Nyhed

Danskere gjorde fin figur på årets by:Larm

Særligt de danske indieyndlinge Oh No Ono og Efterklang løb med overskrifterne i weekenden

De danske kunstnere var utroligt stærkt repræsenteret til nordens størstebranchefestival, der udover uddelingen af et musikstipendium på 800.000 norske oliekroner og 62 kroners fadøl er garant for et stort internationalt branchenetværk. Særligt de danske indie-troværdige acts fik supergod omtale, mens den danske scene som helhed både bød på alsidighed - og viste, at flere af kunstnerne som for eksempel Vinnie Who, When Saints Go Machine, The Rumour Said Fire og Negash Ali er i rivende udvikling. Næsten alle danske bands spillede to koncerter i løbet af festivalen.

Oh No Ono løb med overskrifterne i den bogstaveligste betydning, da bandet fredag morgen blev fremhævet og fyldte hele forsiden af den officielle by:Larm-avis med ordene: "Oh No Ono? Yes, yes, yes" og en entydigt positiv anmeldelse af deres koncert aftenen før.

Efterklang tiltrak sig også meget opmærmsomhed og en rosende buzz som en del af 4AD's label night (med islandske Johann Johansson og norske Serena Maneesh). Det danske orkester udgiver netop i dag deres tredje album, "Magic Chairs" - og de brugte blandt andet lejligheden til at opføre singlen "Modern Drift" for første gang, inden de drager til USA på turné.


Nephew brugte festivalen til at starte et samarbejde med et nyt norsk navn, sangerinden Karin Park. Bandet optrådte med Karin Park på Sentrum-scenen, og hun er samtidig inviteret til Danmark for at varme op for den etablerede danske elektrorockkvintet til to af deres udsolgte koncerter i KB-Hallen til foråret.

Endeligt var der lysende danske øjeblikke i When Saints Go Machines fredagskoncert, som lukkede Teltscenen, samt Cæcilie Triers helt igennem fremragende koncert som Chimes & Bells på det lille, hengemte Garage lørdag aften. Chimes & Bells, som blandt andet har Jannis Noya Makrigiannis (forsanger og sangskriver i Choir Of Young Believers) på guitar, kan du opleve som opvarmning for amerikanske Beach House i Berlin eller København i næste uge.

De norske kunstnere svingede i kvalitet, men generelt er deres alternative støjscene, blackmetalscene og jazzscene stærke, mens den nationale, norsksprogede statsstøttede stadionrock iblandt falder voldsomt til jorden. Sangerinden Ingrid Olava løb i øvrigt med Statoil-stipendiet og de 800.000 kroner.


Du kan finde interviews med The Rumour Said Fire, Vinnie Who og islandske Seabear her på siden. Desuden spillede Twins Twins, The Good The Bad, The River Phoenix, Negash Ali og Giana Factory. Få et overblik over vores øvrige dækning af festivalen herunder og se Rasmus Weng Karlsens fotoreportager fra Oslo i galleriet i toppen.

Interviews:

The Rumour Said Fire - Vi har ikke svært ved at prioritere musikken


Seabear - Bedre at være onstage end backstage

Vinnie Who - Karaktérleg på tværs af hele følelsesregistret

Anmeldelser:


The Megaphonic Thrift (N) - Rockefeller

Fontän (S) - Stratos

When Saints Go Machine - Teltet


Giana Factory - Garage

Jonathan Johansson (S) - Mono

ANNONCE