Koncerten med Florence And The Machine er desuden blevet bekræftet
Da Robyn for to år siden gæstede Cosmopol-scenen på Roskilde var der pakket med folk, der gerne ville høre sange som "Konichiwa Bitches" , "With Every Heartbeat" og "Who's That Girl" blandet med sangene fra den svenske sangerindes tid som teen-idol. De blev leveret med stor overbevisning, og nu vender Robyn tilbage med nyt materiale i bagagen.
Robyn arbejder nemlig lige nu på en opfølger til "Robyn" fra 2005, der kommer efter en periode, hvor sangerinden har hjulpet navne som Röyksopp, I Blame Coco og Basement Jaxx med deres udgivelser. Der foreligger endnu ikke en udgivelsesdato for det kommende album, men mon ikke der i hvert fald kommer til nye sange til Roskilde-koncerten.
Derudover bekræfter Roskilde Festival i dag tilføjelsen af Florence And The Machine, der tidligere på måneden selv annoncerede sin deltagelse i festivalen på sin Facebook-side.
Arrangørerne lover, at der kommer endnu flere navne til på onsdag.