Nyhed

Janet Jackson sagsøgt efter bryst-flash

Den blottede barm giver fortsat genlyd

Uroen efter Janet Jacksons mere eller mindre frivillige fremvisning af sit delvis blottede bryst ved sidste søndags Super Bowl-finale i Houston, Texas vil ingen ende tage. Nu har en tv-seer, Terri Carlin fra Tennessee, lagt sag an mod såvel Janet og hendes duetpartner Justin Timberlake, der hev ned i hendes tøj, som tv-stationerne MTV, CBS og Viacom, beretter eonline.com.

Selvom alle parter har undskyldt gentange gange, kræver Terri Carlin på vegne af tv-seerne en ikke nærmere defineret kæmpesum for at "få forvoldt anstød, vrede, skuffelse og alvorlig gene" ved at se Janets blottede bryst. "Familier må kunne forvente at se begivenheder i Super Bowl i prime time-tv uden at blive udsat for direkte seksualitet," hedder det videre i søgsmålet.

Ifølge Ekstra Bladet udtalte den for tiden noget trængte demokratiske præsidentkandidat Howard Dean i øvrigt forleden, at han syntes, det var helt i orden med lidt bryster på tv. Præsident George Bush sagde, at han grundet det store præsident-arbejdspres faldt i søvn under halvlegs-musikken og dermed gik glip af Janets bryst-fremvisning. At dømme efter hans tidligere udmeldinger, hvor han f.eks. i sin tale til nationen kort efter årsskiftet anbefalede seksuel afholdenhed for teenagere som prævention, er han dog næppe begejstret for brystluftningen.


Episoden er i øvrigt ifølge Metro Express blevet den mest søgte begivenhed på nettet overhovedet og overgår dermed terrorangrebene 11. september 2001. Skulle der ske yderligere markante begivenheder i kølvandet på, hvad der allerede er blevet kaldt "boobgate", skal GAFFA.dk efter bedste evne forsøge at holde dig underrettet – men vi kan ikke love at få det hele med.

ANNONCE