Nyhed

Trentemøller udsender nyt album

Det andet album fra den populære dj hedder "Into The Great Wide Yonder" og udsendes til maj

Efter i mange år at have remixet for navne som Pet Shop Boys, Röyksopp, The Knife og Moby kom Trentemøller i 2006 for alvor ind i den brede befolknings bevidsthed gennem sit samarbejde med Mikael Simpson og ikke mindst den længeventede debutplade "The Last Resort". Fire år senere er den danske dj nu klar med en opfølger, der får titlen "Into The Great Wide Yonder".

Detaljerne om den kommende udgivelse er fortsat sparsomme, men ifølge pladeselskabet A:Larm kan vi forvente, at pladen vil ligge klar i butikkerne i slutningen af maj. Inden da varmer Trentemøller dog op til udgivelsen med singlen "Sycamore Feeling", der kommer ud i slutningen af marts.

"Into The Great Wide Yonder" skal følge op på en debutplade, der solgte 30.000 eksemplarer herhjemme og vandt to Danish Music Awards og en Steppeulv, hvilket er særdeles usædvanligt for en elektronisk udgivelse.


ANNONCE