Nyhed

Deftones til Copenhell

Bandet får følgeskab af Suicidal Tendencies, der nu kan opleves i København til juni

Så er Copenhell klar med endnu et hovednavn, og denne gang drejer det sig om det albumaktuelle band Deftones, der kommer tilbage til Danmark få uger efter at have udsendt deres sjette album "Diamond Eyes". De får desuden følgeskab af Suicidal Tendencies.

"Diamond Eyes" kommer efter fire års udgivelsespause og er et helt andet album, end det bandet gik i gang med efter udgivelsen af "Saturday Night Wrist" fra 2006. Efter bassisten Chi Chengs uheld i 2008 valgte bandet nemlig at tage albummet med arbejdstitlen "Eros" og putte det i skuffen, og i stedet lave "Diamond Eyes" sammen med den nye bassist Sergio Vega fra Quicksand.

Det er også Vega, der er med på bas, når Deftones vender tilbage til Danmark til juni for at give deres første koncert her i landet i fire år.


Helt så lang tid er det ikke siden Suicidal Tendencies var forbi København. Faktisk kunne man opleve Mike Muir og Mike Clark sammen med de tre 'nytilkomne' medlemmer af ST i Pumpehuset sidste sommer, hvor de blæste gennem gamle favoritter som "You Can't Bring Me Down", "War Inside My Head", "Send Me Your Money" og "I Saw Your Mommy". Mon ikke også de vil være at finde på sætlisten, når det snart 30 år gamle metalband gæster København, hvor de udover Deftones også skal dele scene med Megadeth, Napalm Death, Behemoth med flere.

Copenhell afvikles på Refshaleøen i dagene 11.-12. juni, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE