Nyhed

Billy Corgan forklarer samarbejdet med Jessica Simpson

Sangskriveren hjalp popstjernen med en temamelodi til hendes nye reality-show om skønhed

Rygterne har svirret om Smashing Pumpkins-manden Billy Corgan og reality/popstjernen Jessica Simpson efter billeder af dem sammen i studiet dukkede op på nettet, og nu forklarer Corgan, at de to samarbejdede på en sang, der skal bruges som temamelodi til et nyt show med Jessica Simpson i hovedrollen.

Det er Chicago Tribune, der har talt med Corgan, som lige nu arbejder på sit "Teargarden By Kaleidyscope" projekt. I interviewet fortæller han desuden, at Simpson havde bedt om hjælp til at skrive en sang til showet "The Price Of Beauty", som hun skal lave for VH1.

"Showet har et interessant koncept. Hun rejser rundt i verden for at vise, hvor forskelligt mennesker opfatter skønhed. I nogle kulturer er større bedre. I nogle er mindre bedre. Det er interessant".


Corgan fortæller, at han har skrevet en del af temasangen, som han siger har en smule alternativ rock-kant, men samtidig er meget poppet.

Sangskriveren fortæller desuden, at han netop har lavet en aftale om at skrive sine erindringer. Han beskriver den kommende bog som en spirituel selvbiografi om "livet set med et spirituelt perspektiv". Corgan forventer at kunne udsende bogen i slutningen af 2011.

ANNONCE