Nyhed

Duff McKagan arbejder på rockbiografi

Bassisten har talt med forlæggere, der er interesserede i at udsende hans forfatterdebut

Der kan næppe være tvivl om, at den tidligere Guns N' Roses-bassist Duff McKagan ligger inde med en masse gode historier fra sine 30 år i musikbranchen, og nu ser det ud som om, han er klar til at dele nogle af dem i sin første bog. I hvert fald har han nu afholdt en række møder med interesserede forlæggere.

Nyheden om at McKagan leder efter en udgiver kommer via konen Susan Holmes McKagans Twitter-side, hvor hun skriver, at bassisten har mødtes med tretten forlæggere i New York, der alle er interesserede i at udsende mandens første bog i USA.

Dermed ser det ud som om Duff McKagan nu vil gøre alvor af truslen om at samle historier fra sit liv som musiker i en bog. Han har tidligere i nogle klummer hos Seattle Weekly luftet idéen og offentliggjort historier, der må formodes at kunne finde vej til den kommende bog.


Som nævnt er der nok at tage fat i. Fra teenage-årene i grupperne The Fastbacks og The Living i Seattle til at flytte til Los Angeles som nitten-årig og komme med i Guns N' Roses. Siden da har grupperne heddet Neurotic Outsiders, Loaded og Velvet Revolver, der har været soloplader og gæstejobs i en stribe forskellige bands samt en tur tilbage på skolebænken for at få en universitetsgrad i økonomi, der har medført, at han nu skriver klummen Duffonomics for Playboy Magazine.

Det vides endnu ikke, hvornår Duff McKagans rockbiografi ser dagens lys.

ANNONCE