x

Shining giver danske koncerter

Shining giver danske koncerter

Det norske fusionsband Shining - ikke at blive forvekslet med filmen eller det svenske band med samme navn - giver tre danske koncerter i marts og april. Først rammer de Templet i Lyngby og Loppen i København på vej hjem fra en Europaturné den 20. og 21. marts. Den 10. april tager de et stop på Musikcaféen i Århus på vej ud mod Europa igen.

Shining blev startet i 1999 af Jørgen Munkeby, der var med i Jaga Jazzist. Oprindeligt var bandet et akustisk band, og de første to udspil var relativt jazzede. Men særligt på deres fjerde udspil, "Grindstone" fra 2007, inkorporerede Shining elementer fra progressiv rock og black metal. Hvis der er noget, nordmændene er gode til, så er det vel netop at begå sig inden for de to musikalske genrer. "Grindstone" blev det sidste album på det alternative norske label Rune Grammofon, for med deres femte album "Blackjazz" fra januar 2010 tog Shining endnu et skridt over mod metal - og skiftede i den forbindelse label til Indie Recordings.

Shining spillede en totalt proppet og i øvrigt ret hårdtslående koncert på årets by:Larm-festival. Det danske publikum har haft mulighed for at stifte bekendtskab med gruppen på Spot Festival sidste år, og desuden har Jørgen Munkeby arbejdet sammen med det alternative, danske Blood Sweat Drum'n Bass Big Band.

"Blackjazz", der udkom i januar, er i øvrigt produceret af Sean Beavan, der tidligere har arbejdet med Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Slayer.

Smuglyt på Shinings MySpace.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA