Nyhed

Kitty Wu varmer op for Kashmir

Det danske band er sat til at varme op for Eistrup og Co. på hele gruppens forårsturné

Den 1. april skyder Kashmir deres Danmarksturné igang, og med sig har de Kitty Wu, der skal være support for bandet frem til den afsluttende koncert i Vega d. 29. april. De to bands kommer blandt andet forbi Posten i Odense og VoxHall i Århus, inden der i København sættes eftertrykkeligt punktum for turnéen med tre koncerter i træk på Vega.

Det er ikke første gang, at de to bands nyder godt af hinandens selskab. Robert Lund og Allan Schøneberg fra Kitty Wu medvirkede på indspilningerne til Kashmirs "The Good Life", og Kasper Eistrup har produceret Kitty Wus første plade "Privacy", samt har gæstet en tidligere Kitty Wu koncert på Vega. Med en tourplan, der inkluderer 11 forskellige byer i det ganske land, er det dog første gang, at grupperne drager ud på en decideret turné sammen.

Med den dugfriske "Trespassers" og sidste års "Someone Was Here" i ryggen tager både Kashmir og Kitty Wu nyt materiale med på turnéen, og hvis man er hurtig, kan man nå at opleve Kitty Wu på egen hånd, når de i morgen afslutter deres egen turné på spillestedet Beta i København.


Billetter til Kashmir + Kitty Wus turné kan købes via GAFFA Live

ANNONCE