Nyhed

Hør Gorillaz-radio på GAFFA.dk - del 4

Murdoc Niccals har for sidste gang sammensat et program, hvor han spiller sine favoritsange

Den animerede Gorillaz-bassist Murdoc Niccals har sat et radiostudie op i Plastic Beach for at sende en række programmer op imod udgivelsen af det kommende Gorillaz-album, der udsendes 8. marts. I begyndelsen spillede han bare sine yndlingssange og fyrede historier af, men i det tredje program spillede han for første gang noget fra "Plastic Beach", og det gør han også i det sidste af sine fire udsendelser.

Det kommende Gorillaz-album kommer efter en fem år lang udgivelsespause, og i den periode er det lykkedes de fire tegneseriefigurer at sammensætte en ret imponerende gæsteliste, der inkluderer Snoop Dogg, Bobby Womack, Mos Def, Gruff Rhys, De La Soul, Mark E. Smith, Lou Reed samt Mick Jones og Paul Simonon fra The Clash.

Men indtil albummet ligger helt klart, kan man altså hygge sig med lidt radiounderholdning leveret af Murdoc, der i dette afsnit udover nyt materiale med Gorillaz også spiller Roots Manuva og Tom Waits. Programmet kan høres eksklusivt for Danmark her på GAFFA.dk, hvor man også kan høre de tre foregående udsendelser.


 

ANNONCE