x

The Fabulous Thunderbirds besøger Danmark

The Fabulous Thunderbirds besøger Danmark

Det store amerikanske bluesband The Fabulous Thunderbirds kommer til Amager Bio i København 13. april og Horsens Ny Teater onsdag den 14. april. Bandet spiller som regel kun på de store koncertscener og festivaler, så koncerten i Teatersalen i Horsens Ny Teater er ifølge spillestedet selv lidt af et scoop. Og vi går ud fra, at Amager Bio er enige.
 
The Fabulous Thunderbirds har eksisteret siden 1974. Mundharpespiller og sanger Kim Wilson har været leder af bandet siden starten, og mange markante musikere har været medlemmer igennem årene – for eksempel Jimmy Vaughan (bror til afdøde Stevie Ray), Duke Robillard, Gene Taylor, Kid Ramos, Keith Ferguson, Kirk Fletcher med flere. Navne, som bluesfans vil nikke genkendende til.
 
The Fabulous Thunderbirds har udgivet 21 album, der samlet har solgt i flere millioner eksemplarer. Kim Wilson har modtaget flere Blues Awards og har været nomineret til en Grammy adskillige gange. Blandt bandets største hits er sangen "Powerfull Stuff" fra filmen "Cocktail" fra 1988 med Tom Cruise i hovedrollen.
 
"Vi er glade for at få besøg af dette legendariske blues-orkester, og vi glæder os til at byde deres mange fans fra hele landet velkommen i vores smukke teater", udtaler arrangørerne bag koncerten Teaterdirektør Kim Bisgaard og Carsten Mellson fra Blueskartellet i Horsens.
 
The Fabulous Thunderbirds består af:
Kim Wilson – sang, mundharpe
Johnny Moeller – guitar
Mike Kellar – guitar
Randy Bermudes – bas
Jay Moeller – trommer
 
Billetsalget er i gang via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA