Nyhed

Alcoholic Faith Mission på mini-turné

De danske fans får mulighed for at opleve den albumaktuelle kvintet live i april

Det går fremad med raske skridt for det danske musikkollektiv, der på fredag den 5. marts udgiver deres tredje album, "Let It Be The Last Night We Care", som allerede nu har gjort sig særdeles positivt bemærket blandt anmelderne. Med dette tredje udspil i bagagen drager Alcoholic Faith Mission ud på en længere turné, der mestendels bringer dem over den danske grænse, men nu er der netop offentliggjort en lille håndfuld optrædener på hjemmebane, så de danske fans bliver ikke helt snydt.

Allerede på fredag kan gruppen opleves live i forbindelse med deres release-party for den nye plade, hvor de får selskab af Stærosaurus i Huset Ved Kongens Have. Derefter går turen omkring Tyskland, England og Frankrig, for til sidst at slutte af herhjemme, i henholdsvis Århus, Aalborg og København - datoer og spillesteder kan ses nedenfor - og man kan godt begynde at glæde sig. "Let It Be The Last Night We Care" fik af GAFFAs Michael José Gonzalez smidt fem stjerner og nogle velvalgte, pæne ord i nakken:

"På Alcoholic Faith Missions tredje album spiller den københavnske kvintet på flere tangenter end tidligere. Udtrykket er blevet lidt rigere, de elektroniske elementer er reducerede, og hist og her har de følsomme singer/songwriter-sange fået et skud indie-pop. [...] Der er masser at komme efter på Let This Be The Last Night We Care, som byder på et spændende lydunivers og et rigt udbud af fremragende sange, hvoraf flere er ganske rørende. Den hjerteskærende sobriety up and left er helt sikkert et klart højdepunkt – ikke kun på dette album, men for gruppen i det hele taget. Alt i alt har Alcoholic Faith Mission taget et stort skridt i den rigtige retning og begået en smuk og gennemarbejdet plade, der burde sikre bandet en plads i mange seriøse musikelskeres hjerter. Godt gået!"


Turnéplan:

15. april: Århus, Studenterhuset
16. april: Ålborg, 1000Fryd
17. april: København, Loppen

ANNONCE