Nyhed

The Floor Is Made Of Lava forærer ny sang væk

"Bigger Picture" kan downloades gratis fra bandets website

Den 22. i denne måned vil The Floor Is Made Of Lavas andet album, Howl At The Moon, være at finde i butikkerne. Første single fra albummet er sangen "All Outta Love", der for et par uger siden var ugens uundgåelige på P3, og nu har Lava-drengene lagt nummeret "Bigger Picture" op til gratis download på bandets hjemmeside.

Om beslutningen om at lægge nummeret ud til gratis download fortæller Lava-forsanger Tobias Kippenberger:

"Vi er jo på en eller anden måde opstået midt i det her ragnarok af digital musik, og vi kan egentlig godt lide tanken om ar forære noget til folk, der gider bruge tid og tanker på vores band. På den anden side føles det også forkert at devaluere musikken fuldstændigt, og derfor har vi valgt at kræve folks tillid til gengæld."

Hvor bandet tidligere har gjort sig bemærket med flabede clubrock-hits som "Told Her I'm From Compton", "5-vice" og "Happy Monday", er der et anderledes og mere klassisk rockudtryk over de nye sange. Tobias fortæller:

"Sangen er den mest nedtonede fra albummet og minder lidt om Velvet Underground. Det er i øvrigt tanken, at det skal være vores Barometer-single"

Du kan se videoen til "All Outta Love" og downloade "Bigger Picture" her.

ANNONCE