Nyhed

Nye navne til Spot Festival

The Blue Van, Slaraffenland, Annika Aakjær, Striving Vines og Twins Twins er blevet meldt klar til Spot

Der er blevet tilføjet fem nye bands til årets Spot Festival, nemlig The Blue Van (billedet), Slaraffenland, Annika Aakjær, Striving Vines og Twins Twins. Blandt de fem navne, er der faktisk tale om tre gengangere, da både The Blue Van, Annika Aakjær og Slaraffenland før har gæstet festivalen.

The Blue Van er på vej med et deres fjerde album, og selvom opfølgeren til "Man Up" (2008) ifølge bandet vil få en lidt hårdere kant end forgængerne, er det musikalske udgangspunkt i tresserrocken stadig intakt. The Blue Van har internationale ambitioner med deres opdatering af den traditionelle rock 'n' roll, og skal ud over Spot også spille en række koncerter i Tyskland i de følgende måneder.

Ambitionerne er ikke mindre hos Slaraffenland, hvis melodiske sammenblanding af blandt andet jazz og rock har høstet anerkendelse både herhjemme og i det store udland, og bandet tager inden Spot Festival til USA, hvor de blandt andet spiller på den texanske festival South By Southwest (SXSW).


Herhjemme har sanger-sangskriveren Annika Aakjær fået meget ros for sine to albums "Lille Filantrop" og "Missionær", og der vil altså atter være mulighed for at stifte bekendtskab med Aakjærs originale tekstunivers og udførlige kompositioner, når hun til maj gæster festivalen.

Striving Vines og Twins Twins er ubeskrevne blade i Spot-sammenhæng, men Striving Vines, der spiller skæv pop og rock og har en markant stemme i forsangeren Jonas Møller, er på gaden med deres debut album den 12. april, og Twins Twins, der gør sig i storladen alternativ rock, albumdebuterede allerede sidste år med "Until Dawn".

Spot Festivalen finder sted den 21-22. maj og billetter til arrangementet kan købes via GAFFA Live


ANNONCE