x

Ny hip hop-pris på banen

Ny hip hop-pris på banen

For to dage siden kunne Event Corp, som stod bag "Danish Hip Hop Awards" meddele, at årets prisshow var aflyst.

Firmaet Primo Entertainment, som står bag den berygtede "MC Fight Night"-rap battle er imidlertid klar med en erstatning:

– Vi mener, at det er ærgerligt, hvis 2003, hvor Jokeren gik solo, Outlandish brød igennem i Europa og L.O.C. solgte guld, ikke bliver festligholdt, siger Michael Rasmussen fra Primo Entertainment til GAFFA.dk.

– Vi laver en lille prisuddeling i maj under navnet Dansk Hip Hop-pris, men kan endnu ikke sige præces hvor og hvornår. I 2005 vender vi tilbage med et større show.

Skal jeres pris ses som en arvtager til det forliste Danish Hip Hop Awards

– Det skal det da, men vi starter vores eget under nyt navn for ikke at blive sammenlignet med tidligere prisuddelinger. Der bliver f.eks. tilføjet nogle nye kategorier. Vi har tidligere været i gang med at arrangere et alternativ, men valgte at trække os, fordi det ville forvirre med to prisuddelinger til samme genre.

Følg den nye prisuddeling på dhhp.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA