Nyhed

Nordamerikanske restauranter har musikalske menukort

Pitchfork har opstøvet to spisesteder, der har opkaldt alle deres retter efter sange

Sidste år kunne vi her på GAFFA.dk fortælle, at det tidligere medlem af The Shins, Jesse Sandoval, var begyndt at sælge tacos i hjembyen Portland, og tidligere har isfirmaet Ben & Jerry's har tidligere opkaldt produkter efter Jerry Garcia, Phish og Dave Matthews. Men nu er der et par nordamerikanske restauranter, der tager den musikalske kobling hele vejen ved at dedikere hele menukortet til to amerikanske musiknavne.

Det er Pitchfork, der er faldet over restauranterne Sky Blue Sky Sandwich Company i Toronto og Sticks & Stones Clay Oven i Greensboro, North Carolina, som hylder henholdsvis Wilco og Ryan Adams ved at opkalde en lang række retter på menukortet efter deres sange.

Hos Sky Blue Sky Sandwich Company kan man derfor finde sandwiches med navne som One Wing, Kingpin, Casino Queen, How To Fight Loneliness, I'm Always In Love, She's A Jar og Via Chicago. Til avisen Chicago Tribune har ejeren Chad Comfort udtalt om begrundelsen for den særprægede hyldest, at Wilco er hans og konens favorit blandt moderne bands, og at de synes "Sky Blue Sky" lød hyggeligt og passede godt til et sted, der gerne skulle kunne tiltrække musiknørder.


Hos Sticks & Stones er det ikke Wilco, men derimod sangskriveren Ryan Adams der hyldes på menukortet. Her kan man få en Heartbreaker-salat, en Easy Tiger-suppe og så hedder børnemenuen naturligvis "To Be Young...". Hele pizzamenuen er desuden dedikeret til Adams, og her inkluderer udvalget blandt andet en New York, New York og en Sweet Carolina.

Så vidt vides findes der ikke restauranter med lignende menukort herhjemme, selvom det da ville være naturligt for Den Blå Hund i København at sætte noget En Underlig Fisk-suppe, Vilde Kaniner-ragout eller en Hindbærland-dessert på menukortet. Så er den opfordring i hvert fald givet videre.

ANNONCE