Nyhed

Guns N' Roses hyrer Dale Resteghini til dokumentarfilm

Den berømte instruktør skal lave en dokumentar om bandets igangværende turné i Sydamerika

Han er en travl herre, Dale "Rage" Resteghini, og han har netop taget endnu et stort projekt på sine skuldre, nemlig optagelsen af en dokumentarfilm om "Chinese Democracy"-turnéen, der i øjeblikket kører for fuld udblæsning i Sydamerika. Axl Rose har selv hyret Rage til jobbet, der også kommer til at indebære flere musikvideoer senere på året, det har Rage netop bekræftet. I en pressemeddelelse udtaler han om samarbejdet:

"Axl Rose er den ultimative rockstjerne og frontmand, og han er alle de ting man ville forvente, men også nogle af dem man ikke ville forvente. Han er meget humoristisk, og meget, meget lidenskabelig omkring sine fans og om at sikre sig, at Guns N' Roses arv som et af de mest fantastiske og bedst sælgende rockbands i musikkens historie forbliver intakt."

Det forsøger Rose så at opnå ved at få dokumenteret turnéen både i film og billeder, og ved at få lavet et par musikvideoer til pladen "Chinese Democracy", der skulle blive i samme stil som Guns N' Roses tidligere klassikere som eksempelvis videoen til "November Rain".


Der skulle ikke være nogen tvivl om, at Rage er mand for opgaven. Han har over 500 musikvideoer på cv'et, og er netop blevet hyret som instruktør af Imprint Entertainment (der står bag film som Twilight-filmene, red.). Tidligere har Rage lavet videoer for navne som Anthrax, Hatebreed, Lil' Wayne og Snoop Dog, og i løbet af de næste par måneder skal han stå for videoer til Soulfly, Soulja Boy, Nonpoint og Brutha.

Det er endnu uvist, hvornår dokumentaren kan ventes færdig, men det følger vi naturligvis op på, så snart der er nyt.

ANNONCE