x

Beastie Boys håber igen

Beastie Boys håber igen

Beastie Boys' ottende album, "Hot Sauce Commitee part I," måtte sidste år udsættes på ubestemt tid, da rapperen MCA fik konstateret kræft i spytkirtlerne. Heldigvis var det kun i den ene side, sygdommen havde sat sig, og blot en måned efter den sørgelige nyhed havde ramt aviserne, bekendtgjorde Yauch at han var i bedring, og at gruppen snart atter ville være at finde på pladebutikkernes nyhedshylder.

Alligevel er det først nu, otte måneder efter lægens første dom, gruppen tør komme med en udmelding omkring, hvornår første kapitel af "Hot Sauce Committee" rammer gaderne.

Håbet hedder september, et år efter den oprindelige udgivelsesdato, og MCA vil altså have tid til at overkomme eventuelle komplikationer forinden. Med den lange udsættelse følger også både en samfundsmæssig og en personlig udvikling, og rapperen fortæller i et interview med NME, at materialet skal støves af, inden gruppens fans får det imellem hænderne.

"Vi færdiggjorde pladen for over et år siden, så vi har tænkt os at tage et kig på den for at re-evaluere og sikre os at det er det, vi ønsker at udgive, og at vi stadig er tilfredse med den," forklarer Yauch. "Jeg tror ikke vi vil ændre den alt for meget."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA