Nyhed

Diddy tager det sidste tog til juni

Rapperens femte soloplade ventes ude den 22. juni med Lil Wayne og Drake som gæster. Og måske Jay-Z.

Sean Combs, Puff Daddy eller Diddy - kald ham hvad du vil - bekendtgjorde i går på sin Twitter, at han endelig har fastsat en releasedato for den første plade i fire år. "Last Train To Paris" udkommer 22. juni, og Combs garanterer gæsteoptrædener fra Young Money-sværvægterne Drake og Lil Wayne.

Diddy siger til MTV News, at Wayne vil medvirke på nummeret "Strobe Lights", og at den diminutive rapper her fortæller om sit forhold til kærligheden, og hvordan den har påvirket hans liv.

"Det er den slags ting, jeg vil have fra folk, hvis de skal med på albummet," erklærer Combs. Han har sjældent hørt den nu fængslede rapper snakke om kærlighed i sin musik, og det er netop hensigten med parisertoget. At vise nye sider af kendte ansigter. "Det bliver gjort på en unik og autentisk vis," siger Puffy. "Det handler ikke om single- eller albumsalg. Det er ikke det, der er bevæggrunden."


Han håber inderligt, at han også kan få mogulbroderen Jay-Z til at medvirke på "Last Train To Paris." Det er dog endnu ikke lykkedes Sean at lave nogen aftale med Jigga. "Wayne er med, Drake er med. Vi prøver at få Hov [Jay-Z] med, og vi prøver at få Janelle Monae med."

På Kanye West "Diamonds From Sierra Leone (Remix") erklærede Jay-Z, at han ikke var nogen forretningsmand, men derimod en forretning i sig selv, og det kan være den status, der nu blokerer Diddys håb om et vers fra branchens mest respekterede stemme.

ANNONCE