Nyhed

Arcade Fire spiller på europæiske festivaler

Indtil videre er tre festivaler inklusive Hove i Norge på programmet

Det forventes at Arcade Fire vil udsende deres tredje album til sommer, og nu ser det ud som om bandet vil kombinere udgivelsen med en stribe europæiske festivaldatoer i juli måned. Indtil videre er tre datoer allerede fastlagt.

Det er fansiden Us Kids Know, der har samlet datoerne sammen og lige nu drejer det sig besøg hos Hove Festivalen i Norge (2. juli), Werchter i Belgien (4.juli) og Oxegen i Irland (9. juli). Dermed er døren altså åben for at Arcade Fire også kan komme til Roskilde Festival enten torsdag 1. juli eller lørdag 3. juli.

Bandet har tidligere besøgt Roskilde Festival i 2007, hvor de torsdag eftermiddag var første band på Arena-scenen og spillede, mens vejrguderne arbejdede hårdt på at konvertere festivalpladsen fra græsplæne til mudderpøl. Forhåbentlig bliver det ikke tilfældet denne juli måned, og med lidt held er der altså mulighed for at Arcade Fire samme sted kan byde på musik i bedre vejr.


I januar måned skrev Billboard, at Arcade Fire var "stort set færdige" med deres tredje album, men der foreligger altså endnu ikke en officiel udgivelsesdato for opfølgeren til "Neon Bible".

ANNONCE