Nyhed

Mikael Simpson og Sølvstorm på turné

En kort danmarksturné på fire koncerter løber af stablen i starten af maj

Der er nærmest tale om en afsluttende sejrsrunde på Mikael Simpsons seneste solo-udspil, "Slaar Skaar", når han haler sit faste backing-band Sølvstorm med sig på tourbussen, for at give fire koncerter til maj. Nogenlunde sådan beskriver Simpson det selv i en pressemeddelelse, der netop er sendt ud, hvor det også afsløres at koncerterne skal optages (om end det ikke forklares, hvad optagelserne skal bruges til):

"Jeg vil gerne køre en sidste tur rundt samt optage koncerterne for at fejre "Slaar Skaar" for sidste gang. Jeg har altid haft mareridt om Næstved (hvor én af de fire koncerter finder sted, red.), men har aldrig været der - nu skal udfordringen tages op, og jeg har alle mine venner med. Jeg har tænkt på at det har været rart at spille nogle mindre steder, så hvor det virker som om alle har lyst til at opgradere, vil jeg gerne gå den anden vej her i maj, derfor bl.a. Lille Vega."

GAFFAs Ole Rosenstand Svidt var med, da Simpson på Roskilde Festival 2009 gav sin første rigtige koncert efter udgivelsen af "Slaar Skaar", og han var behørigt imponeret. Det blev til fem af de seks stjerner, og følgende ord:


"Man kan godt beskylde Simpson for at hoppe over, hvor gærdet er lavest, når hans sange ofte er superenkle med ganske få akkorder, korte tekster og sjældent mere end vers og omkvæd - ingen broer eller mellemstykker. Men Simpson og hans musikere kan et eller andet med at skabe en blå, dybt vemodig stemning, der går rent ind hos undertegnede. Ikke mindst live, og ikke mindst hvis man hører musikken midt om natten, med dæmpet belysning. Og det var jo just, hvad vi gjorde her på Roskilde. Måske er det Simpsons i hvert fald i Danmark ret unikke blanding af et guitarbaseret singer-songwriter-univers og minimalistisk elektronika med tydelige dub-elementer, måske er det hans skrøbelige, længselsfulde stemme, måske er det de trods alt poetiske og billedskabende tekster. Eller måske er det - og den forklaring hælder jeg til - summen af de enkelte dele. "

Billetsalget for koncerterne i Århus og København er sat i gang, og starter snarest for de to andre. Billetter kan købes via GAFFA Live så snart de er tilgængelige.

Turnéplan:


Onsdag 5. Maj – Lille Vega, KØBENHAVN

Torsdag 6. Maj – Posten, ODENSE

Fredag 7. Maj – Vershuset, NÆSTVED

Lørdag 8. Maj - Train,  ÅRHUS 

ANNONCE