Nyhed

Ryan Adams emne for ny bog

Guitaristen Neal Casal står bag en ny bog med fotografier af Ryan Adams

Efter en lang periode med relativ stilhed omkring den ellers så produktive Ryan Adams begynder der nu igen at tikke lidt nyheder om den 35-årige sangskriver. Lige nu er han eksempelvis aktuel i bogen "Ryan Adams & The Cardinals: A View of Other Windows", der indeholder fotografier taget af Cardinals-guitaristen Neal Casal.

Bogen er netop blevet udsendt i USA og indeholder ifølge Rolling Stone fotografier taget over fire år af Casal, der både har fanget Adams i studiet, på landevejen og i privaten. Man kan undervejs se ham ryge cigaretter i studiet med Willie Nelson, hænge ud med konen Mandy Moore samt sammenligne Black Flag-tatoveringer med Henry Rollins.

Neal Casal udtaler, at han er fascineret af Adams' evne til konstant at skifte stil og stemning, og at det er derfor, han elsker at tage billeder af sangskriveren, der i marts 2009 afbrød samarbejdet med Casals gruppe The Cardinals.


Som vi skrev tidligere på ugen, er Ryan Adams desuden aktuel med metalalbummet "Orion", der netop er blevet udsendt på vinyl.

ANNONCE