Kim Larsen udgiver soloplade

Kim Larsen udgiver soloplade

I oktober sidste år varsledes der en række koncerter med Kim Larsen & Kjukken, hvor der primært skulle spilles nye sange, som skulle optages og muligvis bruges på et nyt live-album fra deres side. Den idé er blevet skrottet, og de nye sange er blevet indspillet i et studie uden Kim Larsens sædvanlige kumpaner i Kjukken.

I en pressemeddelelse fortælles følgende om pladen, der har fået titlen "Mine Damer Og Herrer":

"Kim Larsen er for første gang i lang tid gået "alene" i studiet. "Mine Damer Og Herrer" er Kim Larsen helt nede på jorden med en uovertruffen samling sange, der spænder fra næsten højskole- og børnesange over stille blues og Bob Dylansk singer/songwriter numre til klassisk Kim Larsen-rock. Med sig i studiet har han sin partner in crime gennem mere end 40 år, idémanden og produceren Poul Bruun, og som tekniker og multimusiker medvirker Lars Krarup samt percussionisten Rune Olsen. Endvidere optræder enkelte prominente gæstemusikere på udvalgte numre - mere herom på et senere tidspunkt."

Resultatet er på gaden til maj, og bliver det første "næsten-soloudspil" siden 1994's "Hvem Kan Sige Nej Til En Engel", hvor flere af medlemmerne fra hans gamle og kortlivede band, Bell*Star, medvirkede. I pressemeddelelsen beskriver Poul Bruun lydbilledet og indspildningsprocessen lidt nærmere:

"[Pladen er med vilje tænkt] meget enkel, meget skrabet, selvom Kim jo har så mange ideer hele tiden, at han er svær at holde nede. Så har jeg måttet slå ham over fingrene. Pladen har været anderledes at lave. Vi har bygget den op lag for lag, fordi Kim spiller de fleste af instrumenterne selv. Hvert nummer, ja helt ned til hver basgang er gennemarrangeret i studiet, og det giver selvfølgelig en anden arbejdsgang, end hvis man sidder et band omkring en mikrofon og indspiller sammen."

Hvordan det hele er kommet til at lyde på "Mine Damer Og Herrer", kan man høre, når den kommer i butikkerne mandag den 3. maj. Den første single herfra, "Næ Næ Næ", sendes dog allerede i rotation og salg til påske, omend den konkrete dato ikke kendes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA