x

Pink i Parken

Pink i Parken

Den stortanlagte Funhouse Summer Carnival Tour rammer 24. juli Parken i København, hvilket betyder, at man udover at kunne opleve et farverigt og ekstravagant show også vil få mulighed for at opleve sangerinde Pink levere hits som "Get The Party Started", "So What" og "Stupid Girls". Nik & Jay er desuden sat på som opvarmningsnavn.

Pink lancerede sin igangværende turné i februar 2009 efter udgivelsen af sit femte album "Funhouse" med en række europæiske koncerter, der blandt andet bragte hende forbi Forum i København i november sidste år. Men det var da hun ramte Australien, der for alvor kom gang i festen. Her spillede hun ikke mindre end 58 koncerter inklusive 17 i Melbourne og 12 i Sydney, og ifølge Billboard sluttede Pink 2009 på en femteplads på listen over dem, der havde tjent flest penge på koncerter det år.

Efter en pause er hun 29. maj igen klar til at turnere i Europa, og to måneder senere parkerer hun turbussen i København, hvor hun skal spille i Parken.

Som nævnt vil Nik & Jay gøre hende følgeskab, og ifølge arrangørerne Live Nation vil der komme flere navne til plakaten.

Billetsalget starter på onsdag 24. marts klokken 10:00, og billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA