Nyhed

Culture Box holder påskeparty

Trentemøller og Michael Mayer er blandt gæsterne på Kronprinsessegade

Onsdag den 31. marts kickstarter Culture Box københavnernes påskeferie med en serie koncerter i lokalerne på Kronprinsessegade. De optrædende tæller både den danske superstjerne Anders Trentemøller og den tyske ditto, Michael Mayer.

Aftenens program er bygget op således, at der vil være en dansk og en tysk scene. Box 1 vil lægge rum til den tyske, hvor man ud over Michael Mayer også finder hans selskabskollega Scharrenbroich. Box 2 huser den danske scene, og her vil man foruden den evigt anmelderroste Mikkel Metal kunne opleve DJ Lab og Anders Trentemøller, der denne aften vil spille sammen i et særligt versus-setup.

Det er altså et møde mellem to nationers mest markante electroprofiler, og samtidig et møde mellem to pladeselskaber: Danske Echocord møder tyske Kompakt.


Kompakt har i en årrække været skelsættende for den elektroniske musiks udvikling i hjemlandet, og siden starten i 1997 er det lykkedes selskabet at grundlægge en helt ny genre, Köln-techno, ganske som Kraftwerk i sin tid grundlagde begrebet Düsseldorf-techno. Kompakt er startet af Michael Mayer i selskab med kollegerne Wolfgang Voigt og Jürgen Paape.

Når onsdagens fest er til ende, er påsken først lige begyndt, og Culture Box præsenterer i løbet af højtiden både hip hop, house, techstep, og mere fed tyskertechno.

Mere info om påskens program på Culture Box' hjemmeside


Onsdag den 31. marts 2010 fra klokken 23.00
Culture Box, Kronprinsessegade 54, København K

Billetter koster kr. 100,- i døren og kr. 90,- + gebyr i forsalg

Forsalget er i gang på Billetlugen.dk og i Fona forretninger


Michael Mayer (Kompakt/Tyskland)
Scharrenbroich (Kompakt/Tyskland)
Trentemøller (Pokerflat/Echocord)

Mikkel Metal (Echocord/Kompakt)

DJ Lab (Echocord)


ANNONCE