x

Alex Chilton hyldes til SXSW

Alex Chilton hyldes til SXSW

Big Star-frontmanden Alex Chilton (længst til højre) døde torsdag 18. marts to dage før en planlagt koncert i Austin, Texas til den årlige SXSW-festival. Nu meddeler festivalen, at koncerten vil blive afviklet som planlagt, dog med en lang række stjerner som erstatning for Chilton.

Det originale Big Star-medlem Jody Stephens har siden 1993 sammen med Chilton spillet i den gendannede version af Big Star sammen med Jon Auer og Ken Stringfellow fra The Posies. De tre vil til koncerten lørdag fungere som husorkester, og allerede nu har M. Ward, John Doe fra bandet X, Chris Stamey fra The dB's og Mike Mills fra R.E.M. sagt ja til at optræde sammen med Big Star.

Bandet oprindelige bassist, Andy Hummel, er også i Austin i denne uge for at deltage i paneldiskussioner, og det forventes også, at han vil være til stede på Antone's til koncerten. Til Billboard siger Stephens om koncerten:

"Det bliver bare en cool måde for os at dele den musik, som Alex var en del af. Der, hvor Alex og jeg var forbundet gennem årene, var helt sikkert gennem musikken, enten i studiet eller på scenen, så jeg synes det er en god måde at tippe med hatten på og fejre hans liv".

De tre Big Star-medlemmer, Chilton, Stephens og Hummel (det fjerde medlem, Chris Bell, døde i 1978), skulle udover den annoncerede koncert også alle have deltaget sammen i en paneldebat. Derfor har Chiltons død sat sit præg på festivalen.

"Jeg løb ind i en, der sagde, "Bare så du ved det, jeg har set tre bands i dag, og hver af dem spillede en Big Star-sang". Jeg tænkte: "Wow, sikke en vidunderlig måde at mindes ham"."

Big Star optræder lørdag 20. marts med gæster på Antone's i Austin, Texas.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA