x

Beth Hart til Nibe Festival

Beth Hart til Nibe Festival

"Den Lille Fede" har efterhånden fået det meste af årets program på plads, og føjer i dag otte navne til plakaten, hvoraf det største velsagtens må være den amerikanske blues/rock-sangerinde Beth Hart. Hun skulle egentlig have spillet på Nibe Festival for to år siden, men måtte aflyse på grund af sygdom. Nu vender hun tilbage til programmet, og kan forhåbentlig gennemføre koncerten i denne ombæring.

Af andre udenlandske navne præsenteres det australske folkrock-ensemble The Wishing Well og den irske troubadour Tom Donovan, der efterhånden er et fast indslag på Nibe. Derudover præsenteres fem danske navne, nemlig Dodo And The Dodos, SuperCharger, Striving Vines, Rasmus Nøhr, og så færingen Eivør.

Indtil videre har Nibe Festival et stort udvalg af især danske navne på årets program, hvoraf de fleste er dette års store festivalgengangere, eksempelvis Dizzy Mizz Lizzy, Dalton, Dúné, Rasmus Seebach, Selvmord og Thomas Helmig, så der er lagt op til en folkefest af format. Alle de hidtil afslørede navne kan ses på festivalens hjemmeside.

Nibe Festival løber fra onsdag den 30. juni til lørdag den 3. juli. Der kan købes både endags-, todages-, tredages- og partoutbilletter, der alle kan findes på festivalens hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA