Nyhed

Ny Neil Young-dokumentar på trapperne

Så kan Young-fans godt slå ørerne ud og øjnene op. Den anden del af Jonathan Demmes dokumentar-trilogi om Neil Young kommer på dvd senere i år.

Som opfølger til filmen "Neil Young: Heart Of Gold" fra 2006 kommer nu den anden film i koncert-trilogien om Neil Young af Jonathan Demme. Den nye film bærer titlen "Neil Young Trunk Show: Scenes From A Concert" og er efter sidste uges amerikansk biografpremiere forventes den også snart at komme på dvd.

Filmen er ifølge Reuters en mere spontan og følelsesbetonet dokumentar end forgængeren. Hvor "Heart Of Gold" var en storproduktion fra legendens "Prairie Wind"-koncert på Ryman Auditorium med en perlerække af Country & Western-stjerner og gospelkor, er den nye film af en helt anden kaliber – nedtonet og skåret ind til den nærende marv.

I "Trunk Show" er det igen den Oscar-vindende instruktør Jonathan Demme, der har stået bag roret, og denne gang følger han Young over to dage på The Tower Theater lidt uden for Philadelphia under Youngs "Chrome Dreams II" turne i 2007. Det er det samme fem-mands orkester som på "Heart Of Gold", der står for det musikalske bagtæppe til Youngs voldsomme elektriske og rå akustiske guitar – og der er noget for enhver med hits fra bagkataloget som for eksempel "Cinnamon Girl" og "Harvest".


Optagelserne er skudt med ni HD-kameraer og krydret med lidt rystet Super 8mm i ny og næ. Der er tale om en lo-fi produktion med musikken som omdrejningspunkt, hvor interviews og backstage-materiale er holdt på et minimum.

"Neil Young Trunk Show: Scenes From A Concert" kan ses til den københavnske filmfestival CPHPIX, der afvikles i dagene 15.-25. april.

[Rettet] Filmen blev vist på CPHPIX i 2009.


ANNONCE