Nyhed

Hvordan vil du gerne forbruge musik?

Nettet har gjort det muligt for musikfans at løfte jordbundne musikere til en plads blandt stjernerne. Derfor inviterer Musikparlamentet nu til debat om køb og salg af musik i fremtiden.

Debatforeningen Musikparlamentet har tidligere ladet musikbranchen komme til orde, men denne gang er det den helt almindelige hr., fru eller frøken musikfan, der får mulighed for at give sin mening til kende. Det store spørgsmål er: Hvordan bør musik præsenteres og sælges? Og dette spørgsmål forsøger et brugerpanel at besvare.

Arrangementet søsættes onsdag 24. marts klokken 19.00 med musik af Alcoholic Faith Mission, hvorefter Arnbjørn Joar Styrkor Marklund, der har specialiseret sig i digitale musikløsninger, tager mikrofonen. Efter Arnbjørns oplæg er der en film af Paw Ager og Thomas Funk, inden paneldiskussionen løber af stablen.

Aftenens musikalske indslag – Alcoholic Faith Mission – er netop nu albumaktuelle med albummet "Let This Be The Last Night We Care", der fik ikke mindre end fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez.

Det hele foregår på Borups Højskole i København onsdag den 24. marts, og der er en entré på 40 kroner - husk kontanter.


ANNONCE