Nyhed

Skunk Anansie er tilbage i studiet

Den engelske rockgruppe er for alvor vendt tilbage fra de døde, og lover både nyt album og en opfølgende turné i nær fremtid

Efter udgivelsen af opsamlingspladen "Smashes And Trashes" og påbegyndelsen af den igangværende europæiske turné, har Skunk Anansie for alvor fundet hinanden igen, og gamle som nye fans kan nu se frem til helt nyt materiale fra deres side.

I en meddelelse fra trommeslager Mark Richardson fortælles der grundigt om arbejdsprocessen, og om tidsplanen:

"I januar 2010 fandt vi (det nyligt gendannede Skunk Anansie, red.) sammen, for at begynde at skrive en ny plade efter næsten ti år i vildnisset. Hurra! Efter seks uger [...] blev vi færdige med skrive-processen, og havde reduceret 80 idéer til 25 sange. [...] Derfra var vi nødt til at være fuldstændig nådesløse, og sætte alle personlige præferencer for sangene til side, og simpelthen vælge de bedste sange. 25 blev til femten, femten blev til fjorten, da vi senere hen var nødt til at droppe endnu en. Der er ikke plads til fyldstof på denne plade. Det kan vi ikke tillade os. I skrivende stund er vi i tre dage henne i tredje uge af en syv uger lang indspildningsproces med Chris Sheldon [...] og Jeremy Wheatley.


Efter vores "Smashes And Trashes" greatest hit-turné afsluttes i september udkommer pladen, og vi går direkte tilbage på en europæisk turné for at følge op på den. Det er en meget anderledes plade for os, og jeg er allerede ekstremt stolt af, hvad vi har opnået, bare med sangene alene. Det er virkelig ved at tage form af noget særligt, men det skal jeg jo selvfølgelig sige."

For at opsummere udkommer der altså en ny plade, med nye sange(!), i september i år, og lige herefter begiver Skunk Anansie sig ud på en stor europæisk turné. Mere konkrete datoer bringer vi naturligvis, når de fastsættes. Kan man ikke vente så længe, optræder gruppen på Copenhagen Live den 2. juni. Billetter til arrangementet kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE